I gymnasiet var vi 5 drenge, der i 1983 valgte at rejse pÃ¥ interrail sammen. Det blev en uforglemmelig tur og for nogen af os ikke den sidste interrailrejse. Vi rejste gennem Holland, Frankrig, Italien og Grækenland og i Frankrig gik rejsen til Normandiet. Jeg havde pÃ¥ tidspunkt læst David Howarths bog “D-dag” og ville gerne besøge et eller to museer, men havde derudover kun en vag fornemmelse for mulighederne i Normandiet.

Da vi jo var afhængige af togforbindelser faldt valget af destination på Bayeux, hvilket skulle vise sig at være et godt valg: den ligger centralt i Normandiet, har en fortrinlig campingplads (dengang og nu) og er i sig selv en spændende by.

Vi besøgte Arromanches og museet der og var selvfølgelig ogsÃ¥ en tur omkring museet i Bayeux. Bayeuxtapetet mÃ¥tte vi jo ogsÃ¥ se. Jeg kan ikke præcist huske, hvilke forestillinger vi havde gjort os om hvordan dette tapet ville tage sig ud, men det blev i hvert fald en meget speciel oplevelse, som vi ikke fik sÃ¥ meget ud af. Selve tapetet (ca. en meter højt) er ophængt i et mørkt rum bag en belyst glasmontre, og det er sÃ¥ meningen at de besøgende udstyret med en bÃ¥ndoptager stille og roligt bevæger sig de 100 meter rundt i takt med den indtalte tekst. Det tager sin tid – og det havde vi unge knøse altsÃ¥ ikke. Senere har jeg fulgt “ruten” slavisk, og det var absolut en spændende oplevelse.

Jeg er efterfølgende flere gange vendt tilbage til Bayeux og byens campingplads, der gennem alle årene har budt på en god oplevelse. Men jeg har også et par gange ligget på en campingplads ved Riva-Bella (Quistreham). Her fordrev vi tiden om aftenen med lidt minigolf.

Tilbage i 80’erne rejste jeg altid til Normandiet som led i en interrailrejse for at opleve mere om D-dag og Operation Overlord, og jeg har rejst bÃ¥de alene og i selskab med andre. PÃ¥ stedet brugte jeg/vi cykel, kørte med tog og bus og et par gange flottede jeg/vi os og lejede en bil, hvilket jo gav nogle helt andre muligheder for dagsture. Senere er rejsen foregÃ¥et med bil og/eller fly. De første rejser til Normandiet bar ikke præg af megen forudgÃ¥ende planlægning. Det var første i 1994 og senere i 2000 og 2004, at jeg foretog en rimelig research inden rejsen

Et lille kuriosum knytter sig til togrejsen fra Paris til Bayeux. PÃ¥ mine interrailrejser købte jeg ofte Thomas Cook’s køreplan for tog i Europa og i den kunne man læse, at Ruten Paris – Caen – Cherbourg var “The most complicated train service in Europe”. Daglige faste afgange var nærmest undtagelsen; denne køreplan er fyldt med uregelmæssige afgange pÃ¥ alle tider af Ã¥ret. Man har svært ved at tro pÃ¥ nødvendigheden af sÃ¥ kompliceret en køreplan. Gad vide om det stadigvæk forholder sig sÃ¥dan?

En enkelt gang havde jeg nær misset toget mod Bayeux. Jeg ankom forsinket med nattog fra sydfrankrig pÃ¥ Gare de Lyon og skulle derfra med metro til Gare St. Lazare, hvorfra toget mod Bayeux afgÃ¥r. Nu er metroen ikke altid kun en (kort )køretur. Ved skift mellem de forskellige metrolinier kan man opleve temmelig lange gÃ¥ture i de underjordiske tunneler. Men da tiden var knap foregik disse skift i naturligvis løb; jeg nÃ¥ede St. Lazare og mit tog nærmest i samme øjeblik togføreren fløjtede afgang. Fuldstændig udmarvet efter min løbetur med en tung oppakning lagde jeg mig – stadig med rygsækken pÃ¥ – pÃ¥ midtergangen i togvognen og hev efter vejret, mens de gode franskmænd sÃ¥ pÃ¥ mig med stor forbløffelse.

I 2000 var jeg på bilrejse til bla. Belgien og Frankrig med min kæreste, som jeg senere blev gift med. Hun lagde velvilligt ører og tålmodighed til mine mange historier, mens vi kørte rundt i Normandiet; det er jo altid dejligt at få mulighed for at øse lidt ud af det, man finder interessant og spændende.

I 2004 rejste jeg med min bror til Normandiet i begyndelsen af juni for at opleve nogle af begivenhederne i anledning af 60 års jubilæet for D-dag. Det blev en rejse med en masse oplevelser. Vi var blandt andet på en fantastisk guidet tur med daværende Battlebus; guiden var den utroligt velorienterede Sean Claxton, som i dag står bag Normandy Insight, hvor han fortsat guider turister.

På vores rejse i Normandiet mødte vi en lille håndfuld veteraner, hvor mødet med svæveflypilot Jim Wallwork, der satte det første svævefly ned ved Pegasus Bridge, stadig står klart i erindringen. Og mødet med en bevæget britisk veteran fra 7th armoured division, der ikke havde været i Normandiet siden krigens tid, gjorde et stort indtryk.

Og så står mindehøjtideligheden ved Merville batteriet den 5. juni stadig som en stærk og mindeværdig oplevelse i erindringen.