Landgang på Omaha Beach
Sektor
Enheder
|
Kl. H07.45
Opgaver
|
Kysten
Adgangsvejene havde militært set stor betydning, og tyskerne havde derfor koncentreret deres forsvar omkring disse. Maskingevær- og kanonstillinger, forbundet i et netværk af løbegrave, var flere steder bygget inde i højdedragene, og de kunne ikke kun sikre dalsænkningerne, men havde tillige overlappende skudfelter ud over stranden og langs med stranden.
For at nå forsvarspositionerne måtte en angriber først op over stranden med alle dens hindringer, forcere den pigtrådsbelagte kystsikringsmur, krydse marskbræmmen med dens minefelter for endeligt at angribe op over skrænter og højdedrag. En næsten håbløs opgave, der i høj grad afhang af effekten af bombardementerne fra luften og søen.
Det tyske forsvar ved Omaha Beach
Den franske modstandsbevægelse underrettede London om forflytningen af 352. division, men informationerne nåede ikke frem til de øverste chefer i invasionsstyrken før den 4. juni, og da var det for sent at ændre planerne. Resultatet var, at soldaterne i de forreste landgangsenheder ingen anelse havde om, at deres fjende ikke længere var en andenrangs division, men nu stærke og erfarne kampenheder.
Tyskerne satte også deres lid til kystbatteriet ved Longues-sur-Mer, der med sine fire 155mm kanoner kunne kontrollere kystområdet ud for Omaha og Gold Beach.
Planen
Omaha var inddelt i sektorerne ABLE, BAKER, CHARLIE, DOG, EASY, FOX og GEORGE, men landgang blev alene planlagt på CHARLIGE, DOG Green, DOG White, DOG Red, EASY Green, EASY Red og FOX Green.
Amerikanerne afsatte to divisioner til angrebet, 1. og 29. division, som til lejligheden var organiseret noget anderledes end en normal infanteridivision pga. mange støtteenheder. Man valgte at angribe med to regimenter i front, 116. regiment fra 29. division i sektorerne DOG Green, DOG White, DOG Red og EASY Green og 16. regiment fra 1. division i sektorene EASY Red og FOX Green. Begge regimenter skulle støttes af amfibiske Sherman kampvogne samt ingeniørtropper. I planen indgik ligeledes, at D, E og F kompagniet fra 2. rangerbataljon skulle angribe kystbatteriet ved Pointe-du-Hoc, at bataljonens C kompagni skulle landsættes på CHARLIE og herefter forskyde mod Pointe-du-Hoc og at bataljonens A og B kompagni enten skulle sejles til Point-du-Hoc som forstærkning eller landsættes på DOG Green. 5. rangerbataljon skulle samlet landsættes på DOG Green i en senere angrebsbølge.
Order of battle: Omaha Beach
Landgangen og de første kampe
Bombeflyene fløj over skydækket, hvorfra de alligevel forsøgte at kaste deres bomber over de tyske stillinger. Men de ramte for langt inde i landet uden at gøre megen skade på stillingerne ved strandbredden. De tykke røgskyer gjorde det bagefter svært for flåden at ramme de tyske stillinger. De tyske soldater var ikke mere rystede, end at de kunne kravle ud af deres ly og besætte deres stillinger igen.
For soldaterne i de forreste angrebsbølger skabte en barsk sø med en hård strøm uorden i formationerne. Kun ganske få af angrebskompagnierne blev landsat på det planlagte sted.
Men den dårlige start blev kun forværret. De to kampvognsbataljoner skulle i følge planen hver søsætte 2 kompagnier Sherman DD kampvogne som støtte til infanteristerne i første bølge i 29. og i 1. divisions sektorer. Bataljonernes 3 kompagni skulle sejles direkte til stranden i en senere bølge. Men voldsom sø betød, at 27 ud af 32 amfibiske kampvogne i 1. divisions sektor sank i den høje sø. Kampvognbataljonens 3. kompagni fik landsat sine kampvogne direkte på stranden. I 29. divisions sektor traf lederen af landsætningsfartøjerne, der medbragte kampvognene, søløjtnant Dean Rockwell, derimod den beslutning at beholde kampvognene ombord og sejle dem ind til landsætning direkte på stranden kl. H-5. Det tyske forsvar fik dog ram på flere af kampvognene.
116. regiment/29. US division
Kaos begyndte at opstå på Omaha Beach. De overlevende soldater fra fra de 4 kompagnier i 1. bølge søgte desperat dækning bag hindringerne på stranden eller forsøgte at løbe frem til kystsikringsmuren. Ingeniørsoldaterne, der skulle bortsprænge hindringer, havde en tabsprocent på 50 og kunne knap nok udføre deres opgave. Enten havde de mistet deres udrustning, eller også kunne de ikke sprænge hindringerne på grund af soldater, der søgte dækning bag dem.
K. 07.00 begyndte næste bølge med infanteri at ankomme. Men også her landede enhederne de forkerte steder og deres landgang blev også en barsk affære, hvor soldaterne måtte kæmpe sig frem mod kystsikringsmuren under voldsom beskydning. Kystsikringsmuren gav dækning for beskydning med håndvåben, men det forhindrede ikke tyskerne i at få skudt sig ind på angriberne med morterer.
Kl. 07.30 ankom cheferne, deriblandt general Norman Cota, næstkommanderende ved 29. division. Hurtigt indså han, at planen om at angribe op gennem udfaldsvejene var umulig. I stedet måtte man langsomt arbejde sig op over skrænten og angribe udfaldsvejene bagfra. Cota gik selv forrest i forsøget på at få gang i et angreb. Uden at skele til den voldsomme beskydning opmuntrede, vejledte og instruerede han både infanterister og ingeniørsoldater. På den måde kom der langsomt gang i en fremrykning. C kompagniet var blandt de første til at rykke frem mod og op ad skrænten midtvejs mellem Vierville og St. Laurent.
5. rangerbataljon ankom i rimelig orden kl. 07.45 og kunne organisere sig til et angreb. General Cota ankom og opmuntrede rangerne: “Lad være med at dø op stranden. Dø oppe pÃ¥ skrænten, hvis I skal dø, men kom væk fra stranden, for her er I sikre pÃ¥ at dø.” Cota fandt oberst Schneider, chef for rangerne og sagde: “Vi regner med, at I rangers gÃ¥r i spidsen.” (Senere er “Rangers lead the way” blev rangernes motto). (Ambrose, D-Dag, side 452). (I filmen Den længste dag ser man Cota (Robert Mitchum) rÃ¥be: “There are only two kinds of people on this beach: those who are already dead and those who are going to die. Now let’s get the hell out of here.” Men det var faktisk Oberst Taylor, chef for 16. regiment, 1. division, der sagde dette i den modsatte ende af Omaha)
Selvom amerikanernes position syntes håbløs, var tyskernes ikke meget bedre. Det kunne se ud som om, at de var ved at standse det amerikanske angreb, men det stationære tyske forsvar kunne ikke i længden modstå det enorme pres, blandt andet fra de krigsskibe, der næsten sejlede kølen på grund for at komme så nær kysten, at de kunne beskyde de tyske stillinger på klods hold. Tyskernes forsvar havde ingen dybde, der var ingen forstærkninger og en efter en blev bunkers og befæstede stillinger skudt i stykker. Mulige tyske forstærkninger kunne have været 914. Regiment/352. Division, men de var på vej mod kystbatteriet ved Pointe-du-Hoc, hvor rangersoldater angreb. Og 915. Regiment blev stadigvæk holdt i reserve bag Gold Beach.
Kl. 09.00 var amerikanerne begyndt at trænge op over skrænten nær Vierville. Det tyske forsvar var ved at blive trevlet op. Og det var ikke kun rangers, der førte an. Trods hårde odds for 116. regiments angrebskompagnier var det lykkedes for C kompagniet at holde så meget samling på tropperne, at de kunne være blandt de første til at trænge op over skrænten. Og mange af de skræmte soldater fra første bølge, som manglede ledelse, blev revet med i denne fremdrift.
16. regiment/1. US division
De tre infanteribataljoner fra 16. regiment udgjorde angrebsstyrken fra 1. division – 2. bataljon i sektor EASY Red og 3. bataljon i sektor FOX Green. Og ogsÃ¥ her rendte 1. bølge ind i voldsomme problemer. I kompagniet skulle være landet pÃ¥ FOX Green, men drev langt østpÃ¥ og nÃ¥ede først tilbage 1½ time senere. Og pÃ¥ EASY Red blev E og F kompagnierne blandet sammen med E kompagniet fra 116. regiment, der var landet forkert.
Bedre gik det L kompagniet, der landede på FOX Green. Kompagniet kom i land i nogenlunde orden og kunne som det eneste af angrebskompagnierne opererer som en enhed.
Også på EASY Red og FOX Green havde ingeniørsoldaterne nærmest umulige vilkår. Meget af deres udrustning var gået tabt og mange af de forhindringer, de havde mulighed for at ødelægge, blev brugt som dækning af desperate soldater fra første bølge, der ikke kunne bevæge sig over stranden på grund af voldsom beskydning.
På grund af den kaotiske situation fik 2. bølge en halv time senere ikke den planlagte dækningsild fra enhederne i 1. bølge. Landsætningen af 2. bølge blev derfor næsten lige så kaotisk og med høje tabstal. Men amerikanerne var nu flere og tyskerne færre, så den tyske beskydning begyndte at blive mindre effektiv.
Sammen med 2. bølge kom også bataljonernes stabsenheder og chefer, men ledelse og føring var nærmest umuligt. Kaos herskede og enheder var ikke der, hvor de burde være i følge planen. I sektor FOX Green kom I kompagniet retur i halvsløj tilstand og blandede sig i kaos der.
I hælene på 2. bølge fulgte enheder med tungere våben og vægtskålen tippede langsomt til amerikanernes fordel. På EASY Red nåede enheder op over skrænterne mellem WN65 og WN66 og længere mod øst på FOX Green trængte enheder op mellem WN62 og WN64. Soldater fra E kompagniet nedkæmpede WN64 ved at angribe stillingen fra bagsiden og soldater fra G kompagniet nåede WN63.
Men det var først da det opfølgende 18. regiment påbegyndte landsætning af enheder, at amerikanerne effektivt fik nedkæmpet de resterende tyske modstandslommer i de svært befæstede forsvarsstillinger, WN65 fx.
Bloody Omaha
Fra BBC Timewatch kom dette udmærkede program “Bloody Omaha” tilbage i 2008 om de svære kampe pÃ¥ Omaha Beach. Du kan se programmet pÃ¥ YouTube og læse mine bemærkninger til programmet her.
