Selvom de angribende styrker havde udsigt til noget der altsÃ¥ kunne ligne bykamp umiddelbart efter landgang, havde de tyske forsvarslinier ingen dybde. Var den massive, men tynde linie af forsvarspositioner først gennembrudt, var der mange steder Ã¥bent land bagved – som tyskerne godt nok havde mineret i flere tilfælde.

Kyststrækningen ved Sword Beach var på den måde meget anderledes end kysten ved både Utah og Omaha Beach.

Sword Beach rummede desuden byen Ouistreham – den største by langs invasionskysten. Tyskerne havde i stort omfang befæstet byen, og kampene om kontrollen med byen ødelagde store dele af byen.

Nord for Caen var endvidere stationeret enheder fra den stærke og mobile 21. Panzerdivision og helt øst for floden Dives befandt sig 711. Division. Fra Merville Batteriet kunne tyskerne dække kysten med artilleribeskydning fra fire kanoner, og helt fra Le Havre kunne et batteri 155 mm kanoner også ramme invasionsområdets østligste ende.

Men der var ingen umiddelbare reserver at sætte ind i kampen mod de landsatte tropper. Alt afhang af, om de tyske forsvarspositioner på kysten kunne kaste angriberne tilbage, inden de fik ordentligt fodfæste.

Landgangen i hver af de to sektorer White og Red skulle i grove træk udforme sig således: Først skulle en eskadron af de amfibiske Sherman kampvogne sejle ind for på strandbredden at kunne yde støtte til de to kompagnier af infanteri der kom ind i 1. bølge fulgt af AVRE enhederne fra Royal Engineers og Centauer kampvognene fra Royal Marine. 20 minutter efter skulle resten af kompagnierne fra angrebsbataljonen landsættes.

Det er værd at bemærke, at der sammen med de forreste enheder var tilknyttet fremskudte artilleriobservatører. De kunne sende skudordre ud til batterierne i artilleriregimenterne, som fra deres landgangsfartøjer på vej ind kunne give artilleristøtte.

Helt essentielt for planen indgik, at 185. brigade straks efter landgang kl. 10.00 med støtte fra Staffordshire Yeomanry kampvognsregimentet skulle påbegynde den direkte march (opsiddet på kampvognene) mod Caen for at indtage byen. Og den største trussel her var udsigten til at møde modstand fra den tyske 21. Panzerdivision, der opholdt sig i området omkring Caen.

Da angrebskompagnierne fra South Lancashire og East Yorkshire blev landsat kom de under kraftig beskydning fra forsvarspositionen Cod og led store tab. Men med støtte fra de opfølgende kompagnier fik de langsomt men sikkert nedkæmpet Cod, der dog helt frem til 10.00 stadig var aktivt og bekæmpede den fortsatte strøm af landsætningsfartøjer.

Trods disse vanskeligheder i starten lykkedes det dog briterne at få fremdrift, og kombinationen af infanteri og de specialiserede kampvogne viste sig særdeles effektiv. Indrykningsveje fra stranden blev ryddet, så de efterfølgende enheder hurtigt kunne rykke ind i land. Men det kraftigt stigende tidevand gjorde stranden smallere og smallere og dette kombineret med den fortsatte strøm af soldater og køretøjer skabte snart trafikkaos på stranden.

Kl. ca. 08.40 fulgte No. 6 Commando samt brigadehovedkvarteret med Lord Lovat i spidsen fulgt af sin sækkepibespiller Bill Millin. Kl. ca. 09.10 gik No. 3 Commando og No. 45 RM Commando i land. De tre commandoenheder – med No. 6 og brigadehovedkvarteret i spidsen – satte herefter kursen mod Benouville og Pegasus Bridge. Kort efter middag opnÃ¥ede de forreste enheder kontakt med Major Howard styrke ved Pegasus Bridge. Commandoenhederne rykkede herefter ud til forsvarspositioner omkring den 6. britiske luftbÃ¥rne division.

Nogenlunde samtidig med No. 6 Comanndo gjorde No. 41 RM Commando, 4. Special Services Brigade, landgang på Queen White under kraftig beskydning, hvilket medførte en del tab. No. 41 opgave var at rykke mod Luc-sur-Mer mod øst for at opnå forbindelse med No. 48 RM Commando, der gik i land ved St. Aubein på Juno Beach og rykkede mod øst. Men både No 41 RM og No. 48 RM mødte på deres fremrykning så hårdnakket modstand, at missionen mislykkedes og efterlod et hul mellem Juno og Sword Beach, der først blev lukket dagen efter.

Efter D-dag deltog No. 41 RM Commando i en lang og sej kamp om nedkæmpelsen af den stærkt befæstede garnison på radarstationen ved Douvres-la-Déliverande. Der skulle gå 11 dage, før garnisionen overgav sig.

Garnisonen her bed dog fra sig. Med stødte fra bÃ¥de kampvogne og artilleri (dele af the Staffordshire Yeomanry kampvognsregiment og 7. artilleriregiment, der egentligt burde være pÃ¥ vej mod Caen) mÃ¥tte soldaterne fra Suffolk regimentet kæmpe indædt mod garnisonen, som først ud pÃ¥ aftenen overgav sig. Menig J. R. Hunter med tilnavnet “Bunker Hunter” udmærkede sig under kampene og modtog Distinguished Conduct Medal (DCM) for sine handlinger. En mindeplade er opsat pÃ¥ en af bunkerne.

Men kampvognene fra the Staffordshire Yeomanry blev forsinkede pÃ¥ grund af det begyndende trafikkaos pÃ¥ stranden, hvorfor infanteriet i stedet begyndte at marchere til fods. Endvidere blev bÃ¥de kampvognene og artilleriet opholdt af kampene ved Hillman. Ud pÃ¥ eftermiddagen og kun nogle fÃ¥ kilometer nord for Caen ved Lebisey skoven mødte de forreste af enhederne – Y kompagniet – modstand fra tyske antitank-kanoner og gjorde holdt. Senere pÃ¥ aftenen blev kompagniet trukket tilbage til Bieville, hvor bataljonen gravede sig ned.

Løbet var kørt for briterne, selvom det er tvivlsomt om erobringen af Caen overhovedet var en realistisk tanke. Ikke blot lÃ¥ den tyske 21. panserdivision i stilling i omrÃ¥det, men ogsÃ¥ den tyske 12. SS panserdivision var pÃ¥ tæt. Tyskerne vidste, at Caen var en nøgleposition, hvorfor de i tiden der kom forstærkede deres stillinger, og der skulle gÃ¥ over en mÃ¥ned, før Caen blev befriet – og da lÃ¥ det meste af byen i ruiner.

Ved midnatstid på D-dag var mere end 29.000 soldater landsat og et sikkert brohoved var etableret på Sword Beach. Der var opnået kontakt med faldskærmssoldaterne øst for Orne floden, men ikke med de canadiske enheder i vest. Og Caen og lufthavnen ved Carpiquet var stadigvæk på tyske hænder.