Operation Bodyguard skulle vildlede tyskerne med hensyn til tidspunkt, omfang og sted for de allieredes invasion i Frankrig. Der var tre vigtige mål: få tyskerne til at tro på, at Pas de Calais var målet for invasionen, at hemmeligholde dato og tid for invasion samt at fastholde tyskerne i troen på Pas de Calais som målet for hovedangrebet i mindst 14 dage efter landgang og dermed få tyskerne til at bringe deres forstærkninger hen til dette område (og væk fra Normandiet).

Det indgik i operation Bodyguard at fodre tyskerne med vildledende efterretningsoplysninger via tilfangetagende tyske agenter (der undgik dødsstraf, hvis de samarbejdede med briterne) samt via et net af spøgelsesagenter, som tysker var overbeviste om fandtes og som var loyale mod tyskerne. SÃ¥ledes blev der “lagt planer” for invasioner steder pÃ¥ den den europæiske kyst: i Norge, Frankrig og Middelhavet. Planlægning og udførelse tog for alvor fart i januar 1944.

Operation Fortitude udgjorde den største del af Operation Bodyguard og havde to formÃ¥l. Det gjaldt om at fÃ¥ tyskerne til at tro, at de allierede havde styrker og materiel nok til at gennemføre en eller flere landsætninger hvor som helst i det tysk okkuperede omrÃ¥de og dermed tvinge tyskerne til at træffe strategiske beslutninger vedrørende troppeanvendelsen, der medvirkede til at fjerne fokus fra Normandiet. Endeligt skulle Fortitude efter landgangen i Normandiet medvirke til at fastholde tyskerne i troen pÃ¥, at den “rigtige” landgang stadig ville komme et andet sted, og at landgangen i Normandiet dermed blot var en afledningsmanøvre. Fortitude skulle med andre ord fÃ¥ tyskerne til at træffe taktiske beslutninger efter landgangen i Normandiet, der indebar at tropper, der potentielt kunne indsættes mod det allierede brohoved, blev fastholdt andre steder.

I dette gigantiske fupnummer indgik efterretningsenheder, lokale og landsatte agenter pÃ¥ fastlandet og ikke mindst en hel “spøgelseshær” i bÃ¥de det nordlige og i det sydøstlige England.

Det var lykkedes den britiske efterretningstjeneste at tilfangetage faktisk alle tyske efterretningsagenter, der opererede pÃ¥ britisk jord. Med truslen om dødsstraf tvang man dem til at arbejde for de allierede med at sende informationer tilbage til Tyskland. Mange af disse oplysninger var naturligvis “forkerte”, men alligevel sÃ¥ tilpas troværdige, at den tyske efterretningstjeneste godtog dem og dermed selv medvirkede til at skabe et forkert billede af de allieredes hensigter. Men man lod ogsÃ¥ agenterne lække korrekte oplysninger, som direkte kunne verificeres, og som pÃ¥ den mÃ¥de medvirkede til at skabe troværdighed omkring disse agenter.

Operation Fortitude bestod af Fortitude Nord og Fortitude Syd.

Denne deloperation gik ud på at få tyskerne til at tro på, at de allierede agtede at gøre landgang i Norge i foråret/sommeren 1944. Fortitude Nord skulle medvirke til, at tyskerne fastholdt en større styrke i Danmark, Norge og Findland, end der faktisk var belæg for. En gruppe ældre officerer blev stationeret i Skotland, hvor de bla. via falsk radiotrafik (med rekvisitioner på fx større mængder skiudrustning) skabte et billede af opbygningen af en større hær, nemlig den fiktive 4. britiske armé på 350.000 mand, der forberedte landgang i Norge. Naturligvis var det nødvendigt med en hvis trafik af rigtige soldater, køretøjer og fly, hvorfor en mindre styrke faktisk var tilstede. Derudover opstillede man i stor stil oppustelige gummi- og krydsfinérattrapper af fly og kampvogne, der fra luften ikke kunne skelnes fra den ægte slags.

Fortitude Syd var et endnu større fupnummer. Omdrejningspunktet var opstillingen af “Spøgelseshæren” FUSAG – First US Army Group – i det sydlige England med en styrke pÃ¥ 50 divisioner og 1 mio. soldater. I denne “hær” indgik en del rigtige enheder, skulle fungere som opfølgningsenheder i Normandiet, men “hæren” bestod ligesom i Skotland ogsÃ¥ af attraplejre samt dummykampvogne og dummyfly.

Hertil kom Operation Quicksilver III; en langsom men sikker opbygning af en dummy-invasionsflåde i det sydøstlige England. Disse dummy-landgangsbåde, med kodeordet BibBobs, blev bygget af canvas uden på et stålskelet.

Yderligere kom sÃ¥ en intens radiotrafik mellem “hærens” enheder. Tilsammen skulle disse aktiviteter fÃ¥ tyskerne til at tro, at en hær var under opstilling i Sydøstengland lige over for Pas de Calais. Man udnævnte sÃ¥gar general Patton som øverstbefalende for denne hær og lod ham sende til omrÃ¥det for at inspicere “hærens” enheder.

For yderligere at forstærke tyskerne i troen på, at Pas de Calais var målet for invasionen, gennemførte man næsten ligeså mange luftbombardementer der som i Normandiet.

PÃ¥ selve D-dag snød man tillige de tyske radarer blandt ved at kaste sølvpapirsstrimler ud over luftrummet nær Pas de Calais. Strimlerne fik de tyske radarskærme til at vise myriader af “fjendtlige fly”.

Operation Fortitude var en fantastisk succes. Hitler forstærkede ligefrem sine styrker i Norge, og han trak ikke tropper væk fra Pas-de-Calais. Og til trods for at de allierede havde problemer med at skaffe tilstrækkeligt med landgangsbåde til at landsætte de planlagte 6 divisioner, var det lykkedes dem at få tyskerne til at tro, at der var landgangsbåde nok 20 divisioner. De tyske generaler mente også, at de allierede rådede over godt 90 divisioner, hvor det faktiske tal var lige nær 50.

Og da de allierede via Ultra projektet havde brudt koden til den tyske kodemaskine Enigma, kunne man sågar i visse tilfælde følge med i, hvordan tyskerne forholdt sig til alle forsøgene på vildledning.

Operation Fortitude lykkedes sÃ¥ godt, at tyskerne i dagevis efter D-dag stadig troede, at Normandiet var en afledningsmanøvre og at den “rigtige” invasion ville komme nær Pas-de-Calais. Dermed undlod de at kaste alle reserver ind i kampen mod det allierede brohoved i Normandiet.